Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Skolen på Strandvejen

Skole/dagbehandlingstilbuddet ”Skolen på Strandvejen” er organisatorisk tilknyttet Skovshoved Skole og beliggende på Strandvejen 349.

Skolen på Strandvejen er Gentofte kommunes skole/dagbehandlingstilbud. Vi er et helhedstilbud målrettet normalt begavede børn, der har brug for et mindre og tryggere miljø end almen skolen. 


Vi er placeret i en større villa for os selv og rummer elever fra 0-9.klasse.
Vi er underlagt folkeskoleloven og tilbyder dermed samme fagrække som almenskolen. Vi afholder afgangsprøver, nationale tests og individuelle tests i dansk og matematik halvårligt.
Skolen har op til 20 pladser og har normeringen 1:3.

Undervisningen er struktureret i mindre grupper med få kendte og gennemgående voksne. Undervisningen er bygget op omkring begreberne ”genkendelighed og rytme”, og der undervises i mindre intervaller end almenskolen med flere pauser. Vi er generelt nysgerrige på, hvordan det enkelte barn lærer bedst – derfor vil eleverne opleve, at vi behandler dem forskelligt for at ramme den enkelte elevs udviklingszone bedst muligt.

•    Alle børn kan lykkes, hvis de mødes i de rette rammer.
•    Sikre et trygt og kompenserende læringsmiljø
•    Sikre positiv udvikling - fagligt og følelsesmæssigt
•    Støtte til selvregulering og samspil i fællesskaber
•    Med mulighed for inklusion i almen skolen

 

Målgruppe
Skolen på Strandvejens primære målgruppe er normaltbegavede børn og unge med socio-emotionelle udfordringer, udviklingsforstyrrelser og psykisk sårbarhed samt psykiatriske diagnoser med vanskeligheder inden for autismespektret, personlighedsforstyrrelser, ADHD eller ADD.   
Fokus er på elever der har atypiske variationer inden for diagnoser og som samtidig er mere udadvendte, har glæde af at spejle sig i sociale fællesskaber og er socialt opsøgende – dvs. at eleverne spejler sig i hinanden og definerer almindelig adfærd ud fra det, de ser.

 

Om dagbehandling
Et dagbehandlingstilbud er et kombineret specialundervisnings- og behandlingstilbud, der tilbydes børn/unge, som foruden behov for specialpædagogisk bistand også har en social adfærd, der viser et behov for socialpædagogisk behandling. Et barn/ung visiteres til et dagbehandlingstilbud på baggrund af en børnefaglig undersøgelse efter Serviceloven § 50, en handleplan efter Serviceloven § 140 samt på baggrund af en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV), der beskriver barnets/den unges behov for specialundervisning.

Skolens behandling og metodiske grundlag tager et teoretiske afsæt i den systemisk/narrativ teori, low arousal og mentaliseringsbaseret tilgang. Vi støtter eleverne i at udvikle færdigheder og kompetencer til at indgå i sociale fællesskaber samt håndtere individuelle og personlige udfordringer. Vores målsætning er at arbejde helhedsorienteret med vores samarbejdspartnere for at sikre følelsesmæssig og faglig udvikling.


En grundlæggende forudsætning for at skabe trivsel og faglig udvikling er blandt andet ved at arbejde relationelt. Vi har derfor et stort fokus på det relationelle arbejde. I relationen med eleven vil den voksne støtte og guide eleven med selvregulering, aflæse andre og oversætte/ forstå de sociale spilleregler mm. Her er tillid et bærende begreb for udvikling.


Vores læringsmiljø er mindre og trygt, hvor der tages hensyn til individuelle behov hos den enkelte elev. Miljøet er præget af ro, forudsigelighed, struktur og respekt for elevernes forskellige udfordringer. Vi i italesætter elevens resurser dagligt, da vi ønsker et miljø, hvor barnet udvikler sig igennem anerkendelse og nysgerrighed fra de voksne. Vi mener, at identitet udvikles i den fortælling, som eleven har om sig selv, og som de hører fra andre. Vi mener dermed, at man kan ændre selvforståelse ved at mødes med positive historier. Vi har altid fokus på, hvad barnet kan og ikke, hvad barnet ikke kan. Behandling og undervisning er en integreret indsats hos os.


Alle elever har ugentlige udviklingssamtaler med deres primære kontaktperson.


PPR og børn/familie-afdelingen udarbejder halvårligt en handleplan, som vi bruger til at udvikle en elevplan, der indeholder lærings- og udviklingsmål med konkrete og målbare mål. Elevplanen er dynamisk og evalueres løbende igennem skoleåret.

 

Forældresamarbejde
Det skal være trygt at gå i skole på Skolen på Strandvejen – både for elever og forældre. Derfor vægter vi et meget tæt og struktureret forældresamarbejde højt. Forældre bliver inddraget i deres barns forløb, da vi anser forældre for vores vigtigste samarbejdspartnere, da de altid kender deres barn bedst. Dog med den viden, at ansvaret for barnets læringsudvikling altid er vores på skolen. Forældre indkaldes til 4 fastlagte møder om året, men vil opleve, at der er kontakt fra os minimum 1 gang om ugen.


Hver elev har en primær kontaktvoksen, som er den primære kontakt til hjemmet og som sikrer, at elevens elevplan er dynamisk og under konstant udvikling.


Visitation
Visitation til Skolen på Strandvejen sker igennem skolevisitationen i Gentofte Kommune i samarbejde med børn/familieafdelingen og PPR (Pædagogisk psykologisk råd), der udarbejder en PPV (Pædagogisk psykologisk vurdering). Kommunen kan visitere et barn hele skoleåret. Revurdering af barnet/den unges behov for specialpædagogisk undervisning sker én gang årligt.
 

Vi er opmærksomme på, at første møde med en ny skole er utrolig vigtig. Vi gør vores bedste for at skabe tryghed for elever som forældre, så de har tiltro til, at vi kan skabe positiv udvikling for deres barn. Derfor kan visitations-/indslusning processen være meget individuelt planlagt, da behovet er forskelligt fra familie til familie.